13. januar 2022

Vi søger en salgsassistent

Kontormedarbejder, salgssupport, blæksprutte, salgsassistent eller kundesupport…

Vi går ikke så meget op i, hvad du kalder dig, når bare du har lyst til at være en del af team Newtronic.

Hos Newtronic oplever vi et stort behov for automatik- og elvarmeløsninger. Det er vores opgave at levere de bedste løsninger og en fantastisk service på nogle lidt komplekse projekter og/el. udfordringer inden for rådgivning og salg af teknisk elvarme, styring & regulering samt køleprofiler til vores kunder. Derfor søger vi en blæksprutte, der kan håndtere de mange alsidige opgaver på kontoret i Horsens. Gerne en der kan tryllebinde vores kunder med en superb service og yde den bedste support for vores sælgere og tekniske konsulenter.

Som kontormedarbejder hos Newtronic bidrager dine stærke kompetencer inden for opsøgende salg, udarbejdelse af tilbud og kundesupport altså til, at du bliver en vigtig del af vores service og salgsproces.

 

Vi forestiller os at din dag vil indeholde:

  • Backup for vores salgskonsulenter.
  • Opsøgende salgsopgaver og kundekontakt via telefon og mail.
  • Opfølgning på ordrer, kampagner mv.
  • Opfølgning på leads.
  • Udarbejdelse af tilbud.
  • Opdatering og oprettelse af varer i vores systemer.
  • Daglig ordrehåndtering.
  • Lager/forsendelsesopgaver.
  • Diverse ad hoc kontoropgaver.

 

OM DIG:

Vi forestiller os at du har erfaring fra en lignende stilling med salg, ordrebehandling og support. Vigtigst er det dog, at du kommer med en ”can do” attitude og er vild med at have en høj grad af alsidighed i jobbet. Du behøver ikke at være i stand til at trække vejret under vand, så længe du trives med megen kundekontakt, en uformel kultur og som en fisk i vandet kan glide ind og tage over for dine nærmeste kollegaer ved fravær. Og så er du som person imødekommende, glad og løfter i flok. Sidstnævnte betyder også, at du motiveres af at få afsluttet opgaverne tilfredsstillende og overholde deadlines.

Hvis du både kan skyde med blæk og håndtere telefon og computer, arbejder hjemmevant i ERP- og CRM-systemer, i Microsoft office-pakken og har gode kommunikationsevner på dansk og engelsk – og du ovenikøbet har kendskab til Business Central 365, så er det bestemt en fordel.

 

DET FÅR DU:

Vi kan tilbyde en hverdag i en mindre virksomhed, hvor alle er med til at videreudvikle og påvirke tingene, og hvor du i høj grad selv påvirker og planlægger din dagligdag. Her er vækst og fantastiske kollegaer, der alle er bevidste om, at vi er fælles om at skabe det gode arbejdsmiljø.

Alt det ”sædvanlige”: løn svarende til dine kvalifikationer, pension, sundhedsforsikring, fleksibilitet, frugtordning og fredagsrundstykker, massagestol, bordfodbold, air hockey og et hyggeligt sofamiljø… Desuden har du her mulighed for at tage din leverpostejmad med over vejen og nyde frokosten med udsigt over Horsens fjord.

 

NEWTRONICS ÅND:

I Newtronic bliver du en del af et stærkt team, som tilsammen har mange års erfaring inden for faget. Men selvom vi lever af at sælge teknisk komplekse løsninger, så handler Newtronic om mennesker. Vi har et stort fokus på at sikre den gode arbejdsdag. Derfor går vi også op i at dit arbejdsliv og privatliv er i harmoni. Her er plads til at være lige præcis den man er. For vores medarbejdere skal tro på Newtronic og være glade for at gå på arbejde. På samme måde er det vores mål, at alle vores samarbejdspartnere og kunder er glade for at arbejde sammen med os. Det sikrer vi gennem åbenhed, ærlighed og dialog. Netop derfor står virksomheden også som en stærk samarbejdspartner for sine kunder og leverandører. Den virksomhedsånd skal du selvfølgelig have lyst til at være en del af.

Stillingen er som udgangspunkt fuldtid, men timetallet kan tilpasses for den rette kandidat.

”Just do it” – vi gennemgår løbende alle indkomne ansøgninger, så send os allerede nu din ansøgning via Jobindex her.

Ved evt. spørgsmål til stillingen kan du kontakte Niels Regel, på mobil: +45 2895 6555 eller e-mail: nr@newtronic.dk 


Tilbage til oversigten